Bagom Fitnesshesten
Det kan være nogle af jer har hørt navnet Fitnesshesten tidligere, og hvis i har så er det ikke helt forkert. Jeg hedder Sara Pakula, er født i 1985 og har siden 2012 i større og mindre grad arbejdet med behandling af heste.
Jeg startede som uddannet hestemassør, men oplevede hurtigt at jeg ikke kom helt i mål med mine behandlinger. Jeg har derfor efterfølgende dygtiggjort mig indenfor forskellige behandlingsteknikker, i forhold til rideteori generelt samt indenfor anatomi og fysiologi hos både hest og rytter. Jeg er oprindeligt uddannet hos Gitte Søby, og har her udover uddannelsen som hestemassør taget kurser i osteopatiske og fysioterapeutiske teknikker, udvidet gangartsanalyse og akupressur. Jeg har derudover en uddannelse som humanmassør.
Jeg har selv redet fra jeg var 5 år gammel, i mine unge år var det både dressur og springning men med tiden var det dressuren som fangede min interesse. Jeg har for nogle år tilbage fået interessen for de islandske heste og har været heldig at få en fantastisk hest som har ladet mig opleve sporten på højt niveau.
Jeg er, og har altid været optaget af konkurrence elementet i ridesporten, og denne interesse har også efterfølgende dannet grundlag for min nysgerrighed i forhold til at få vores heste til at fungere optimalt og præstere bedre. Jeg er en nørd både i forhold til rideteori, men også i forhold til hestevelfærd og nyder den rejse jeg er på sammen med hestene, selv om den nogle gange kan være frustrerende og svær.
Interessen for horsemanship og hestens adfærd har igennem årene vokset på mig, og jeg finder det spændende og vigtigt i forhold til at forstå vores heste. Jeg mener aldrig at vi bliver for kloge eller for gamle til at lære og derfor finder jeg også stor inspiration i at erfaringsudveksle med samarbejdspartnere og hele tiden søge ny viden.
Privat bor jeg sammen med min mand og vores to drenge, på et nedlagt landbrug ved Ringe på Fyn. Vi har vores heste hjemme og har et dejligt sted med udendørs ridebane, løsdrift og bokse.
Herudover er jeg også uddannet socialrådgiver, men har for nu valgt at lade min passion med hestene fylde min hverdag.